| |
|
|
|
Minister for ligestilling Lykke Friis efterlyser talent
Danmark er befolket af kvinder og mænd, drenge og piger med masser af talenter og ressourcer. Men vi er ikke gode nok til at få bragt dem alle i spil. Derfor vil ligestillingsminister Lykke Friis i 2010 iværksætte en omfattende efterlysning af talent. Målet er, at alle talenter og ressourcer kommer til deres ret og bliver brugt – kun herved kan vi styre fri af krisen og opnå regeringens ti mål for 2020.
14-04-2010
Ligestillingsministeren afgav den 13. april 2010 sin årlige Redegørelse for ligestillingsindsatsen i det foregående år samt Perspektiv- og handlingsplan for arbejdet i 2010. Årets Perspektiv- og handlingsplan indeholder en lang række initiativer, der alle skal bidrage til, at kvinder og mænd, piger og drenge kan bringe deres talent og ressourcer i spil. Ligestillingsministeren vil – udover de nye initiativer - fortsætte arbejdet med at bekæmpe vold i nære relationer og handel med mennesker.
- Hvis vi skal opnå regeringens overordnede mål for de kommende år, kræver det, at vi i endnu højere grad får alle talenter i spil, både blandt piger og drenge og blandt kvinder og mænd. Derfor vil jeg i iværksætte en omfattende efterlysning af talent. Talenterne er derude, men kommer ikke altid til udfoldelse. Piger og drenge er født lige vakse, og vi har ikke råd til at undvære nogen af dem, siger minister for ligestilling Lykke Friis
Målet for regeringens ligestillingspolitik er, at alle uanset køn, etnicitet og uddannelsesmæssig baggrund, har lige muligheder for at leve deres liv og forfølge deres ambitioner. Dette mål støtter op om regeringens strategi for et samfund præget af viden, vækst, velstand og velfærd. Ligestilling er en forudsætning for, at Danmark kan styre fri af krisen og blandt andet opnå regeringens mål om at være blandt de 10 rigeste lande i verden i 2020, at danske skolebørn skal være blandt de dygtigste i verden, og at mindst ét dansk universitet skal ligge på Europas top 10. Lykke Friis håber også, at Perspektiv- og handlingsplan 2010 kan være et godt fundament for debatten om, hvordan vi sikrer fremtidens ligestilling i Danmark.
- Moderne ligestilling er ikke en kamp mellem kønnene, men et fælles projekt. Derfor ser jeg gerne, at mænd såvel som kvinder deltager i debatten. Mit håb er, at vi kan starte en ny debat, der ikke kun drejer sig om kvoter, lønstatistik og 50-50 procent, men om bedre udnyttelse af alle talenter, større respekt for forskellighed samt ligestillingens betydning for fremtidens vækst og velfærd, slutter ligestillingsministeren.
Læs Redegørelse 2009 / Perspektiv- og handlingsplan 2010
Yderligere informationer:
Ligestillingsafdelingen, fuldmægtig Bodil Liv Holm: 35 28 81 00
|
 |
|
|
|
|
|
|